Danmarks retningslinjer for internationalt forskningssamarbejde: En balancegang mellem politisk pragmatik og risikostyring

Sammendrag

De danske retningslinjer for internationalt forskningssamarbejde er resultatet af en kort årrækkes sikkerhedsliggørelse af hovedsageligt Kinas rolle i global vidensproduktion og innovation. Vi viser, hvordan tilgangen til dansk forskningssamarbejde med Kina har ændret sig fra ikke at være en italesat trussel til at blive en trussel der indebar, at danske forskningsinstitutioner var både spionagemål og sikkerhedspolitiske nøgleaktører, til i dag at være en trussel, som skal balanceres i forhold til dansk konkurrenceevne. Vi argumenterer for, at de danske retningslinjer og det fortolkningsarbejde der pålægges forskningsinstitutionerne i implementeringsfasen er kendetegnet af en ”strategisk tvetydighed”. Vores gennemgang af de danske efterretningstjenesters årlige risikovurderinger og udenrigspolitiske strategier viser, at tvetydighed tegner til at være et politisk – strategisk – kompromis. På den ene side er det udløst af længerevarende politiske og mere aktuelle økonomiske interesser i at opretholde et relativt godt samarbejde med Kina og kinesiske forskningsmiljøer. På den anden side er kompromiset resultatet af, at danske universiteter gradvist er blevet indlejret i et nyt institutionelt felt, hvor eksport-, sikkerheds- og udenrigspolitik i højere grad end tidligere indtænkes i forskningspolitik. Fra et organisatorisk perspektiv er tvetydighed en ambivalent størrelse, der har skabt et fortolkningsrum hvor de enkelte forskere reelt har det endelige ansvar for implementeringen af de danske retningslinjer.

Abstract in English:
Denmark’s guidelines for international research collaboration: A balancing act between political pragmatics and risk management
The Danish guidelines for international research collaboration result from the rapid securitization of China’s role in global knowledge production and innovation. This article tracks how Danish research collaboration with China has changed from peaceable, to China being perceived as a threat that implied Danish research institutions were both targets of espionage and key players in Danish foreign and security policy, to that threat being one that must be weighed against the benefits of economic relations. We argue that the Danish guidelines for international research collaboration are marked by “strategic ambiguity”. Our review of annual risk assessments by the Danish intelligence services and Danish foreign policy strategy documents on China shows that ambiguity is a political – strategic – compromise. On the one hand, ambiguity is steered by long-term political, and more recently economic, interests in maintaining good relations with China and Chinese research environments. On the other hand, ambiguity arises in a novel context with Danish universities embedded in a new institutional field marked by the integration of export, security and foreign concerns in national research policy. From an organizational perspective, ambiguity is problematic. It creates an interpretative space where individual researchers are endowed with ultimate responsibility for implementing Danish guidelines.